mandag den 30. december 2013

Januar 2014

Hvor blev vinteren af? 

Dette er nok et af de spørgsmål vi stiller os selv for tiden. Nok især juleaften bemærkede mange nok der manglede noget af julestemningen.

Ude i haverne, er nogle af planterne lige så forvirrede. De fleste forholder sig dog i ro indtil videre, men de der er begyndt at gøre sig klar til foråret, f.eks. løg og tidlige stauder, risikere at tage stor skade og i værste fald gå til, når frosten slår til.

Lige nu tyder det dog ikke på frost, men den vil komme, hvornår og hvor længe den vil holde fast er uvist, men vi kan lige så godt forberede planterne på det.
Den nemmeste måde at hjælpe stauderne mod frosten er ved at dække dem med blade eller halm, men disse flyver ofte væk, så her kan man tage juletræet i brug. Klip alle grene af og stik dem ned rundt i og om bedene så de holder på bladene, og samtidig bryder grangrenene vinden, så evt. udsatte skud ikke bliver svidet.

Selv om det er vinter så er der stadig mange opgaver i haven.

Til at starte med er det her i vintermånederne man skal udføre de kraftige beskæringer af træer og buske, dette gælder dog ikke birk, Acer og valnød da disse starter tidligt med at trække saft op i vedet.
Beskæring af vinstokke, både ude men også i drivhuset, udføres først på måneden.
 
At fælde de store og besværlige træer i haven, kan også gøres med fordel nu hvor der ikke er så meget bladaffald.
Indklipning og opretning af hække, kan også udføres her i vinterperioden, dette vil gøre sommerklipning nemmere.

Omstikning af sidste sommers kompostbunke, kan også med fordel udføres nu, så det friske affald kommer inderst i bunken, så "brænder" det hurtigere sammen.

Nu når haven stadig er snefri, kan der udstrøes gødning overalt i haven, dette giver haven noget godt at starte på til foråret, men husk nu at bruge naturgødning, dette er både godt for dig, din have og miljøet.
Når man gøder græsplænen så husk at bruge et produkt der indeholder jernvitriol, dette hæmmer fremkomsten af mos.

Selvom det stadigt er tøvejr, så har havens fugle brug for foder, så husk at tjekke op på at der er foder på foderbrættet, derudover skal der være et sted hvor fuglene kan få slukket tørsten. 

På de lange regnfulde dage, kan man starte planlægningen af den næste sæsons drift i haven. Det er nemlig slet ikke for tidligt at bestille knolde og frø til haven, mange steder kan man spare penge ved at købe frø nu.
Personligt har jeg haft meget glæde af siden www.impecta.se , her kan man finde alle de traditionelle frø, men de fører også de nyeste sorter. 
Der er både de kære og de spøjse, og så fører de også økologiske frø.

For dem der har drivhus, skal der her renses sprosser og glas, og tjekke om der er nogle skader fra besøget af "Bodil", derudover kan der gødes og grundvandes så man er klar til det første ryk ind.