søndag den 30. juni 2013

Prydrabarber


Rheum palmatum 'Atrosangineum'

Normalt når man tænker på rabarber, så falder tankerne hen på køkkenhaven og rabarbergrød, men rabarber er meget mere end det, der findes flere forskellige sorter som er fantastiske skulpturelle.

Prydrabarber stammer fra kina, men efterspørgslen på dem har spredt dem over det meste af verdenen, og i takt med efterspørgslen er sorterne også blevet flere.

I udspring er de stærkt tandede  blade dybt rødbrune, men i takt med væksten bliver de mere mørkegrønne, indtil de når en imponerede størrelse af 80 cm i længden.

Ved blomstring i juni-juli stiger de store rødlige stængler til vejrs, indtil de når en imponerende højde af 2 meter. Herfra springer de rødlige stjerneformede blomster ud, hængende på små grene.

Prydrabarber kræver en fugtig dybmuldet jord i sol til halvskygge for at trives, samt den kan have godt af at blive vinterdækket med et lag kompost om vinteren.

De kan anvendes i sammenhæng med lave staudebede, som overstander, men er også god som solitærplante, hvor den flotte opstigende vækst bliver fremhævet.
Personlig bruger jeg den i skovbede sammen med bregner og bronzeblade og frytler, men den er også god i surbundsbedet sammen med primulaer og små rhododendroner.


Juli 2013

Efter en lidt kølig afslutning på juni, går vi nu ind i juli med en forhåbning om bedre vejr med højere temperaturer, især fordi juli er årets store feriemåned.

I forbindelse med sommerferien, vil mange haver blive forsømt, det kan de også klare i 10 til 14 dage, men mere end det vil efterlade haven mærket i noget stykke tid.
En god løsning på dette er fremover at bestille feriepasning af haven, udover det er nemt så er det faktisk ikke så dyrt som mange tror, f.eks. kan man få sin græsplæne slået for omkring 0,47 kr pr. kvm. det er da til at komme over.
Samtidigt med at haven bliver passet, så ser det også ud til der er nogen hjemme, og dette kan afskrække indbrudstyvene.

Kirsebær og jordbær høstes nu, dette skal gøres regelmæssigt, ellers vil planterne smide  frugten og den vil gå tabt.
Mens man høster sine jordbær kan man udvælge sunde stiklinger, som pottes med hensigten at udplante når vi kommer til efteråret.

Staudebedene gåes efter, for at tjekke opbinding på pæoner og andre storblomstrende planter, så disse ikke knækker ved blomstring.
Herudover kan vanding og gødning være nødvendig for at få en god blomstring.

Køkkenhaven luges og kultiveres for at holde jorden løs og ukrudtsfri,og selv om juni har været våd til sidst, kan det være nødvendigt med vanding og gødning for at fremme en god høst.




 



søndag den 23. juni 2013

Hestekastanjebladet Bronzeblad

Rodgersia aesculifolia

Bronzeblade hører til nogle af de smukkeste i bladplanter i staudeverdenen, og hestekastanjebladet bronzeblad hører til en af mine favoritter.

Bronzeblad stammer fra det nordlige kina, hvor de vokser i skove og i bryn.

Bronzeblade har tykke rhizomer, som ligger helt i jordoverfladen. Herfra skyder de op til til en højde af 70 cm. hvor de 25 cm. store blade breder sig ud. de er 7 delt og rigtig grovtandet, der som navnet henviser til ligner hestekastanjeblade.

I juni-juli blomster bronzeblad med store luftige blomsterstande på en lange stængler som rejser op til en højde af 150 cm.,  selve blomsten minder om blomsten hos astilber. 

Hvis man ikke bruger dem i buketter så skal man lade dem stå efter blomstring, da de giver glæde når vi kommer til vinter hvor de er gode vinterstandere.

For at få bronzeblad til at lykkes, skal den helst have læ så de store blade ikke bliver blæst i stykker, derudover kræver den humusholdig, fugtig jord, og halv til helskygge, men hvis jorden er fugtig nok kan den også klare at stå i fuld sol.

Det er flotte skovbundsplanter, solitær men er også god rundt om søer og damme og langs vandløb.

Personligt har jeg gennem længere tid brugt den som kontrast til nybyggerier med stramme linier, hvor de store bløde blade bryder de stramme linier uden at skæmme dem.



lørdag den 1. juni 2013

Juni 2013

Så er der rigtig kommet gang i sommeren, og det betyder så også at midsommer er ved at være over os.
Det danske klima viser sig fra sin bedste side i denne måned, og med lange lyse aftener, opholder vi os rigtig meget i haven nu, og der er også meget der skal sysles med.

Rengøring af bedene gøres med lethed i øjeblikket, med denne tørre periode kombineret med tør jord overflade, dør ukrudten inden for kort tid.

I takt med at planterne i staudebedet skyder til vejrs, skal opbindingerne tjekkes efter så stilkene ikke knækker når de går i blomst.
Grundet den meget tørre periode vi har været igennem i slutningen af maj, kan det være nødvendigt at vande staudebedet.
Gør dette ved at lægge en sivslange rundt i bedet, det er meget vandbesparende i forhold til vippevanderen.

Juni måned er den måned hvor den meste sommerbeskæring skal udføres, de løvfældende hække skal klippes, dette regner man med at være fuldført før Sct. Hans.

Men dette er kun en af de mange beskæringer der skal udføres, espalietræernes sommerskud skal knibes tilbage over 5 a 6 blade.
På ferskentræet knibes grenene over 4 blad, med evt. undtagelse af grene som skal være frugtbærende næste år, det samme gælder de andre stenkerne frugttræer, som f.eks. abrikos.
Til sidst så skal de formklippede stedsegrønne, nu studses før de bliver for løse i deres nyvækst. 
Græsplænen klippes nu regelmæssigt, og i den hensende skal den nu gødes, hvis din plæne indeholder en del mos, kan det anbefaldes at gøde med en naturgødning med jernvitriol, og når man nu er i gang med gødningen så kan man i samme omgang gøde sine roser, med en passende gødning hertil.

Når man klipper sin plæne skal man huske ikke at klippe den kortere end 4 cm. da dette vil eksponere rødderne for udtørring, og dette vil give plads for ukrudt samt den hadede mos.

Nu når forårsplantningen er overstået, så er det blevet sæson for anlæggelse af ny eller renovere den gamle belægning. 
Hvis man har en ny have, så har man en udfordring foran sig med valg af sten samt hvor og hvordan stier og terrasser skal se ud, her kan det være en god ide at få hjælp af en havekonsulent, og evt. en anlægsgartner medmindre man er gør det selv mand/kvinde. 

Ved renovering menes der opretning af lunker, og evt. med porøse sten skal de selvfølgelig udskiftes, da de både er grimme men også til fare da man kan snuble i revnede sten.

Når vi når midt juni, er det tid til i køkkenhaven at tynde ud i rækkerne af køkkenurter og grønsager, hvis de står for tæt, i samme ombæring kan man gå sine såede sommerblomster igennem, for hvis de står for tæt bliver de raglet og det går udover blomstringen.

For at forhindre udtørring i jordbærrækkerne skal man nu dække jorden med halm, dette gør også at bærrene ikke får jordstænk, eller værre at de rådner på grund af jordkontakt.

Ved udgangen af måneden, skal holde med at stikke sine asparges, så de har mulighed for at samle energi til næste sæson.
Men i takt med at forårs grønsagerne udgår begynder den næste etape med sommer grønsagerne, som friske urter, ærter, tdlige kartofler og buskbønner.

Det er nu haven rigtig bringer glæde, og som husets største rum er der rigelig med plads til udskejelser, så ud og nyd det.