mandag den 31. december 2012

Januar 2013

godt nytår til alle jer haveinteresserede derude.

Kalenderen viser januar og normalvis ville vores haver være dækket af et hvidt tæppe, men i år starter vi med gråt vejr og rigeligt med nedbør og så 5 graders varme.

For at se positivt på situationen, så er der på grund af den manglende sne, rig mulighed for bevægelighed i haven, f.eks. så kan man komme omkring og tjekke opbindinger samt efterse grandækninger og rette væltede fyrtoppe.

En anden god ting vil være at tjekke sine tagrender, da med disse blæsende dage så kan de nemt blive stoppet til.

Hvis man ikke har fået gjort det endnu, så er januar en god periode til at få udført kraftig beskæring af træer og buske.
Hvis hækken er kommet ud af form eller er blevet for bred eller høj, så er det også nu den kan klippes kraftig tilbage.

Hvis der opstår kraftig snefald, så er det en god ide at gå haven igennem og se om stedsegrønne vækster bliver tynget ned og evt er i fare for at brække, hvor man så skal fjerne den tunge sne.

De lange mørke aftner, kan udnyttes til at planlægge næste sæsons bedrifter.
Det kan være en fordel at planlægge køkkenhaven allerede nu, da det ikke er for tidligt at bestille frø og knolde til forspiring allerede nu.

Drivhuset kan også i disse tider trænge til en overhaling, især hvis man ikke nåede det i efteråret.
Det kan være gavnligt at rense sprosser og glas, så man undgår unødvendigt sygdomsangreb i tomater, agurker, peber og hvad man ellers kan finde på at have i drivhuset.
Tilførelse af gødning og en evt grundvanding af jorden kan være en stor hjælp til opstarten i drivhuset til foråret.

Her i vinterhalvåret har fuglene i haven, stort behov for foder og vand, især når det fryser og der ligger sne.
Anskaffelsen af et overdækket foderbræt vil være til glæde både for fuglene, men især for os haveejere, når vi ser den mangfoldighed af fugle, det vil tiltrække.






søndag den 30. december 2012

Tyttebær

Vaccinium vitis-idaea

Vi kender alle sammen tyttebær, ikke som en plante til haven men mere som tilbehør til et godt stykke kød.
Desværre ved mange ikke hvilken fornøjelse det er at have tyttebær i haven.

Tyttebær vokser vildt i nordeuropa inkl. Danamrk, men vokser også i Sibirien, Japan og nordamerika.


Den er i lyngfamilien, og er tæt beslægtet med tranebær og blåbær, samt mosebølle og den alm lyng.

Det er en 5-30 cm. høj dværgbusk, som breder sig langsomt ved underjordiske udløbere, og med tiden danner tætte tuer.

Den er stedsegrøn med modsatstillede læderagtige blade, som er lansetformet og let sammenfoldet.
Tyttebær blomster i maj til juni med klokkeformede hvidlige blomster som sidder nikkende på undersiden af grenspidserne.
Bærrene er runde og helt røde, når det modner fra august til oktober.

Den fortrækker en placering i sol til halvskygge, i en fugtig sur jord, evt spagnum iblandet grus hvilket giver en luftig jord som den nemt kan brede sig i.

Tyttebær er god i surbundsbedet, enten som bunddække eller placeret i forkanten.

Et tyttebærbed kan være et sjovt tillæg til køkkenhaven, og herved kan man nyde friske bær efteråret igennem.

søndag den 2. december 2012

December 2012

Så blev det december, og sikke en start på julemåneden, sne så langt øjet rækker, sikke et syn.
Med sneen kan man roligt sige at haven er helt i hvile, under denne hvide dyne.



Dette betyder selvfølgeligt ikke, at der ikke er ting der skal gøres i haven, de fleste er dog for vores egen fornøjelses skyld.

Fodring af fuglene er en fornøjelig beskæftigelse vinteren igennem, man skal bare huske at foderbrættet ikke må løbe tør for frø, for så søger fuglene andet steds hen.

At sætte neg ud i haven, er både dekorativt, men også en god ting så småfuglene har et sted at søge ly, samt at kornene i negget tiltrækker større fugle, især ude på landet kan man være velsignet med et besøg af fasaner.

Hvis man ikke har nået det endnu, så er det vist sidste udkald for at sætte fyrtoppe, rundt om og i mellem roser og andre sarte vækster.
 
Nu når sneen dækker det meste af jorden, og vi ike har brug for vores haveredskaber mere for i år, så er det en god ide at rengøre redskaberne omhyggeligt, og smøre metallet med vaseline eller lignende, mod rust.
Det ubehandlede træ kan smøres ind i en olie med fungicid, personligt bruger jeg en linolie med fungicid, det giver et spændstigt træ samt det er forsvaret mod svamp og råd til næste sæson.

December er højtiden for at sætte lyskæder op i haven, men husk nu at loven kræver at man bruger velisoleret ledninger, som gummikabel.

Selv om det er vinter, så kan man stadig se blomstrende vækster i haven, f.eks. kejserbusken er en fryd at se stå og blomsre i vinterlandskabet, samt på lune pladser kan man se forårsløg titte op gennem sneen.
Derudover er det en fornøjelse at komme ud i haven og se de mange vinterstandere, der nu udgør blikfanget, indtil foråret.

Nu når vinteren er over os og der er frost og sne udenfor, så er det vigtigt at få ryddet og saltet eller gruset sit fortov, hvis ikke for din egen så for dine medmenneskers sikker færden langs dine fortove.

Når det er sagt så ønskes I alle en glædelig jul og et godt nytår.