mandag den 31. december 2012

Januar 2013

godt nytår til alle jer haveinteresserede derude.

Kalenderen viser januar og normalvis ville vores haver være dækket af et hvidt tæppe, men i år starter vi med gråt vejr og rigeligt med nedbør og så 5 graders varme.

For at se positivt på situationen, så er der på grund af den manglende sne, rig mulighed for bevægelighed i haven, f.eks. så kan man komme omkring og tjekke opbindinger samt efterse grandækninger og rette væltede fyrtoppe.

En anden god ting vil være at tjekke sine tagrender, da med disse blæsende dage så kan de nemt blive stoppet til.

Hvis man ikke har fået gjort det endnu, så er januar en god periode til at få udført kraftig beskæring af træer og buske.
Hvis hækken er kommet ud af form eller er blevet for bred eller høj, så er det også nu den kan klippes kraftig tilbage.

Hvis der opstår kraftig snefald, så er det en god ide at gå haven igennem og se om stedsegrønne vækster bliver tynget ned og evt er i fare for at brække, hvor man så skal fjerne den tunge sne.

De lange mørke aftner, kan udnyttes til at planlægge næste sæsons bedrifter.
Det kan være en fordel at planlægge køkkenhaven allerede nu, da det ikke er for tidligt at bestille frø og knolde til forspiring allerede nu.

Drivhuset kan også i disse tider trænge til en overhaling, især hvis man ikke nåede det i efteråret.
Det kan være gavnligt at rense sprosser og glas, så man undgår unødvendigt sygdomsangreb i tomater, agurker, peber og hvad man ellers kan finde på at have i drivhuset.
Tilførelse af gødning og en evt grundvanding af jorden kan være en stor hjælp til opstarten i drivhuset til foråret.

Her i vinterhalvåret har fuglene i haven, stort behov for foder og vand, især når det fryser og der ligger sne.
Anskaffelsen af et overdækket foderbræt vil være til glæde både for fuglene, men især for os haveejere, når vi ser den mangfoldighed af fugle, det vil tiltrække.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar